Samfund

Skolestart: Tag hensyn til de nye i trafikken, lyder opfordringen fra Movia

Copyright: Movia

Det er med kriller i maven, når cirka 60.000 børn meget snart begynder på et nyt kapitel i deres liv: skolestart. Sensommeren er derfor fyldt med nye børn i skolerne, som ikke blot skal lære at regne, læse og skrive – de skal også komme sikkert til og fra skole. Movia opfordrer i en pressemeddelelse alle til at vise ekstra hensyn og give en håndsrækning til de nye, små trafikanter.

I august vrimler det med nye skolebørn, som tager hul på deres første skoledage. Det betyder samtidig mange nye børn i den kollektive transport, på cykelstier, fortove og veje.

Movia lancerer derfor skolestartskampagnen “Børnene i bussen siger… pas på mig”, som skal hjælpe med at sikre, at skolebørn kan færdes trygt i trafikken. Kampagnen skal også minde danskerne om, at vi med det nye skoleår også får et mylder af nye, små trafikanter, som vi skal vise ekstra hensyn til – på cykelstier, i gadebilledet og i den kollektive transport – og give en ekstra hjælpende hånd med f.eks. at finde ud af, hvor stoppestedet er eller, hvornår den næste bus kører.

Kampagnen om skolestart bliver rullet ud på Movias busser, sociale medier og på skærmene i busserne i uge 32 til 34. Movia håber, at alle vil tage godt imod de nye i trafikken og give dem en god begyndelse på livet i trafikken, lyder det fra Movia, som kommer med en række tips:

Gode tips

Vi ved, at det kræver øvelse at blive en god trafikant. Men det er mindst lige så vigtigt, hvordan de små, nye trafikanter bliver modtaget af de mere erfarne pendlere.

Derfor har vi et par gode råd til vores passagerer, som man med fordel kan huske på, hvis man støder på en ny pendler-ven i bussen omkring skolestart:

  • Vær hjælpsom – de nye skolebørn kan være nervøse og usikre på ruten. Hvis du ser et barn, der er usikker eller har brug for hjælp, så spørg venligt, om barnet har brug for assistance.
  • Vis hensyn – sørg for, at der er god plads til de små passagerer, så de nemt kan komme ind og ud af bussen og finde sig en siddeplads.

Ved at følge de enkle råd kan vi alle bidrage til en tryg og god skolestart for de mindste passagerer, lyder meldingen fra Movia, som på forhånd takker for hjælpen.

Kommentarer