Ballerup Kommune er den mest erhvervsvenlige kommune i Hovedstaden
Ballerup er erhvervslivets kommune. Ballerup Kommune har nemlig igen i år markeret sig som en af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark – og indtager i år pladsen som den mest erhvervsvenlige kommune i Hovedstaden.
I Dansk Industris årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner tager Ballerup således et betydeligt spring fremad og placerer sig i år som nr. 17 ud af 91 kommuner, en pæn fremgang fra 23. pladsen i 2023.
Noget af det, der betyder mest for virksomhederne i Ballerup, er god infrastruktur og medarbejdernes mulighed for at komme nemt til og fra arbejde. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Ballerup Kommune går fra en 6. plads i 2023 til en imponerende 1. plads i 2024 i kategorien ”Infrastruktur og transport”.
– Det er fantastisk at se, at Ballerup Kommune har formået at forbedre sin position på infrastrukturområdet og nu indtager førstepladsen. En god og velfungerende infrastruktur, hvor medarbejderne nemt kan komme til og fra arbejde er afgørende for vores virksomheders daglige drift og konkurrenceevne. Ballerup viser virkelig vejen frem, siger Mads Raaschou, bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden.
Ballerup Kommune har også lagt sig i selen for, at virksomhederne kan rekruttere de medarbejdere, de har brug for. Ballerup Kommune er således gået fra en 32. plads i 2023 til en placering i år som nr. 20 i kategorien ”Arbejdskraft”. Samtidig er andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse i Ballerup, steget fra 14 til 17 procent.
– Mangel på kvalificerede medarbejdere er en af virksomhedernes store hovedpiner. Derfor glæder det mig, at Ballerup har styrket indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Ballerup sætter mange gode skibe i søen, fx Mini Skills for de lokale 7. klasseelever. Det giver pote nu, siger Mads Raaschou.
Ballerup Kommune går også på andre områder forrest for at sikre erhvervslivet gode vilkår. Tidligere på året besluttede Ballerup Kommune således at fremrykke betalingsfristen fra 30 til 8 dage til leverandører indenfor bygge- og anlægsbranchen.
– Særligt de mindre virksomheder kan være presset på likviditeten. Derfor skal Ballerup Kommune have stor ros for at indføre hurtig betaling af fakturaer for byggevirksomheder. Det vil forbedre virksomhedernes likviditet. Det er noget, vi har været i dialog med Ballerup om, og det viser, at Ballerup Kommune lytter til erhvervslivets behov og handler derefter, siger Mads Raaschou.
Kommentarer