Samfund

Vestforbrænding graver på Frederikssundsvej for at udvide fjernvarmenettet

Bilister på Frederikssundvej må ruste sig med tålmodighed det næste års tid, hvor Vestforbrænding arbejder med at udvide fjernvarmenettet mellem Ballerup og Frederikssund kommuner. Foto: Vestforbrænding

Vestforbrænding udvider fjernvarmenettet mellem Ballerup, Egedal og Frederikssund. Gravearbejdet betyder, at der lukkes ét spor i den indadgående retning fra Stenløse ind til Måløv på Frederikssundvej i perioden medio juni 2024 til forventeligt maj 2025. Arbejdet kommer dog til at foregå uden for myldretiden. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

For at sikre fjernvarme til flere af Vestforbrændings nordlige kommuner, skal der etableres en Hovedledning fra Ballerup til Frederikssund via Egedal Kommune. Hovedledningen etableres i to dele. Del 1 af ledningen dækker strækningen fra Måløv i Ballerup Kommune til Stenløse i Egedal Kommune, mens del 2 går fra Ølstykke i Egedal Kommune og frem til Frederikssund Kommune. Når begge dele af projektet er færdige, er fjernvarmenettet i Egedal Fjernvarmes forsyningsområde koblet sammen med Vestforbrændings fjernvarmenet i både Ballerup og Frederikssund Kommune. 

Gravearbejdet på Del 1 af ledningen, med opstart medio juni 2024, foregår primært på cykelstien på Frederikssundsvejens sydlige side i retningen Stenløse til Måløv. Der er ofte trængsel på strækningen i myldretiden, morgen og eftermiddag. Derfor sikres det, at alle fire spor holdes åbne i myldretiden og at anlægsarbejdet udføres i tidsintervallet kl. 9.00-18.00, således der er to farbare spor i myldretiden, hvorfor det sikres, at myldretidstrafikken ikke påvirkes af arbejdet.

Der vil være en generel hastighedsnedsættelse til 50 kilometer i timen mod den normale hastighed på 80 kilometer i timen på den berørte strækning. Mellem klokken 9 og 18 vil ét spor blive spærret i den sydlige side. I retningen fra Måløv til Stenløse vil der ikke være ændringer af trafikken.

Per Wulff, der er områdechef for grøn varmeforsyning hos Vestforbrænding fortæller, at Vestforbrænding i dialog med Vejdirektoratet, der er vejmyndighed på Frederikssundsvejen, og Egedal Kommune har fundet en løsning, der tilgodeser trafikanterne i myldretiden for at mindske generne så meget som muligt:

– Vi forstår godt, at gravearbejdet medfører gener, men vi gør alt for at udføre arbejdet hurtigst muligt med så få gener som mulig, lyder meldingen.

S-toget kører hvert 10. minut hele dagen

Egedal Kommune har en god og velfungerende S-togs linje, og Vestforbrænding opfordrer til, at man så vidt muligt benytter kollektiv trafik.

S-togets linje C kører hvert 10. minut fra Ølstykke, Egedal, Stenløse og Veksø Stationer alle hverdage fra 5:45 til 19:00 mod alle centrale S-togsstationer i København. Rejsetiden på hverdage fra Egedal Station til Malmparken er 16 minutter, og til Nørreport tager det 42 minutter. Der er gode parkeringsmuligheder ved Egedal Station i parkeringshuset ved Føtex.

Fakta og læs mere

Vestforbrænding er bygherre på projektet. Læs mere på vestfor.dk/fjernvarme.

Vejdirektoratet er vejmyndighed.

Egedal Kommune deler løbende information om vejomlægninger og tidsplaner på kommunens hjemmeside.

Kommentarer