Respekt og honnør for hjemmeværnet
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. Kærsangervej 11, Ans. Stedfortræder i Folketinget for Venstre. Forsvarsordfører.
Hjemmeværnet (HJV) kan i dag 1. april fejre 75 år som Danmarks frivillige styrke. HJV blev oprettet stående på fundamentet fra modstandsbevægelsen under Anden verdenskrig og ud fra mottoet, “Aldrig mere 9. april”.
Siden 1949 har titusinder af kvinder og mænd fra alle dele af samfundet været aktive i HJV for at yde deres frivillige bidrag til et Danmark i fred og frihed. Denne enestående vilje til at forsvare vores land og vores værdier er uvurderlig. Medlemmer af HJV før og nu har taget stilling og yder en indsats for en højere sag – Danmarks frihed.
HJV har gennem årtier ydet en gigantisk indsats til støtte for samfundet, herunder ved bevogtningsopgaver og eftersøgning for politiet, indsats ved større ulykker til støtte for beredskabet, samt indsats ved fodboldkampe, festivaler og andre større begivenheder. Listen er meget længere. Alt sammen frivilligt, ulønnet arbejde, der fortjener dyb respekt og stor taknemlighed.
I tilfælde af krise og krig er HJV klar til indsats i alle dele af landet med afsæt i et stærkt lokalkendskab. Herunder om nødvendigt til kamp sammen med Forsvarets enheder samt til støtte for udefrakommende allierede forstærkninger.
I lyset af den nye alvorlige sikkerhedspolitiske virkelighed med øget militær trussel fra Rusland er denne rolle vigtigere end nogensinde. Vi har også i fremtiden brug for et stort og lokalt forankret hjemmeværn, der sikrer både forsvarsvilje og kampkraft.
Med den kommende styrkelse af værnepligten tegner det sig helt nye muligheder for at styrke totalforsvaret med enheder, der kan mobiliseres i krise og krig – og indgå i et tæt operativt samarbejde med HJV og politiet.
Afslutningsvis vil jeg gratulere vores folkelige forsvar, HJV og dets medlemmer med de 75 år. Stor tak for indsatsen. Honnør og kæmpe respekt herfra.
Kommentarer