Events

Op i pedalerne – Tour’en kommer til Ballerup i slutningen af august

Foto: Danmarks Cykle Union/Skoda BørneTour

Skoda Danmark, DBC Ballerup, Ballerup Idrætsby, Ballerup Kommune og Danmarks Cykle Union inviterer til Skoda BørneTour i Ballerup, hvor alle børn mellem 3 og 15 år er inviteret til at deltage.

Mens cykelrytterne i Tour de France lige nu udfordrer hinanden på fart og udholdenhed, så har børn over hele landet siden april kunnet udfordre sig selv med cykelløb på begynderniveau ved Skoda BørneTour.

Torsdag den 29. august kommer ‘touren’ til Ballerup, hvor børn og unge i alderen 3 til 15 år inviteres til at være med på en sjov rute i og omkring Ballerup Super Arena.

Deltagerne cykler i cirka 15 minutter, og der er medaljer og diplomer til alle. Målet er at give børn og unge en sjov cykeloplevelse og starte drømmene om Champs-Élysées og den gule trøje.

Den lokale cykelklub ser frem til besøget

Skoda BørneTour i Ballerup arrangeres i samarbejde mellem den lokale cykelklub DBC Ballerup, Ballerup Idrætsby og Ballerup Kommune.

Formand for DBC Ballerup, Bjarne Kratholm, ser frem til at skyde touren i gang på cykelbanen i Ballerup:

– Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Skoda BørneTour. Uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse – og måske mod på at prøve sig af i en cykelklub, fortæller han.

Cykelløb for alle

Skoda BørneTour handler ikke kun om at cykle hurtigt eller komme først – alle kan være med uanset fart, cykeltype og ambitionsniveau. Alle deltagere modtager startnummer, drikkedunk, guldmedalje og diplom, og tilmed er der mulighed for at møde din lokale cykelklubs børne- og ungdomsafdeling på dagen.

Hvem kan deltage

  • Alle børn og unge i alderen 3-15 år, som ikke i forvejen har DCU konkurrence-licens, kan deltage.
  • Der køres i fire aldersklasser: 3-4 år – 5-6 år – 7-9 år og 10-15 år. Alder på dagen er afgørende for placering i aldersklasse.
  • 3-4 årige kan stille til start på løbecykel, hvor forældre må følge med rundt på ruten.
  • Alle kan være med – cykeltype og fart er underordnet. El-cykel er dog ikke tilladt.

Man kan læse mere og tilmelde sig til Skoda BørneTour i Ballerup på børnetour.dk eller på https://www.sportstiming.dk/event/12488

Foto: Danmarks Cykle Union/Skoda BørneTour

 

Kommentarer