Kommunen forlænger periode for låne-elcykel efter succes
45-årige Henrik Emborg fra Måløv har fået fornyet energi og grønnere transportvaner efter han i en periode har haft en låne-elcykel til rådighed fra ballerup Kommune.
– Det er en super mulighed. Jeg kan mærke, at jeg har en anden energi, når jeg møder ind på arbejde, end når jeg har siddet bag rattet i bilen.
Sådan fortæller 45-årige Henrik Emborg fra Måløv. Sammen med 15 andre borgere i Ballerup Kommune har han de seneste måneder haft mulighed for at prøvekøre en moderne elcykel for at se, om den kunne motivere til grønnere transportvaner.
Elcyklen har vist sig at blive en fast del af Henriks hverdag.
– Jeg tror, jeg har kørt på den næsten alle dage. Det er en fornøjelse at køre på den. Jeg kommer nemt til mit arbejde, der ligger cirka 15 kilometer væk, siger Henrik.
Cykelturen fra hjemmet i Måløv til arbejdspladsen i Høje Taastrup tager ham blandt andet igennem skov og åbne grønne vidder, hvor han med 25 kilometer i timen roligt glider igennem landskabet.
Har investeret i egen elcykel
Muligheden for at låne en elcykel har ikke kun gjort det nemmere at få grønnere transportvaner ind i hverdagen, den har også givet det sidste skub til, at familien nu har investeret i deres helt egen elcykel.
– Vi havde snakket om at købe en elcykel i noget tid, men lånecyklen gav lige det sidste skub til, at vi fik det afprøvet og gjort. Vi har valgt en model med centermotor, som er magen til den, som kommunen tilbyder.
Men elcyklen kan i Henriks tilfælde ikke erstatte en bil 1:1. Endnu.
– Jeg kan tage elcyklen til og fra arbejde, ned for at handle eller frem og tilbage til træning. Men med en familie på fire og en hund, skal vi nogle gange i hver vores retning. Det skal også kunne hænge sammen i hverdagen, fortæller Henrik.
Kunne du tænke dig at låne en elcykel magen til den, som Henrik har kørt på, er der netop åbent for tilmelding til næste periode.
Du kan læse mere om låneordningen og ansøge her: ballerup.dk/elcykel
Kommentarer