Har du lyst til fællessang i Måløv?
Læserbrev af Allan Rasch, Måløv.
Jeg og min kone er flyttet tilbage til Måløv i 2024 og finder til vores store glæde, at byen nu også råder over et kulturhus.
Jeg er pensioneret musiklærer og spiller lidt klaver. I nogle år har jeg vikarieret som pianist til de højskolesangsarrangementer, som har været afholdt på Lautrup under ledelse af René Larsen.
Disse fællessangsarrangementer har været, og er stadig velbesøgte. Jeg forstår dette som et udtryk for et behov for samvær om vores fælles nationale sangskat og sangglæde.
Mon et sådan behov også findes i Måløv?
I så fald vil jeg stille mit klaverspil til rådighed. Jeg har kontakt med kulturmedarbejderen i Kulturhus Måløv, som synes om idéen. Vi har sammen diskuteret form, frekvens og indhold af et sådan fællessangprojekt. Vi finder, at det ville være fint med en frekvens der hedder 1 gang om måneden og at et sådan møde skulle være et tilbud til alle medborgere; børn, unge voksne, som ældre.
Betragt venligst dette indlæg som en forespørgsel – hovedsagelig til Måløvborgere – og kommentér endelig, hvis I skulle have lyst.
Med venlig hilsen Allan Rasch
Kommentarer